Ud fra Efeserbrevet 4, 1 + 7-13 taler Gunni Bjørsted om at leve så det svarer til det kald du fik.
Optagelsen mangler lidt af begyndelsen, men hvis du læser nedenstående afsnit fra H. C. Andersens eventyr om Lille Claus og Store Claus, så er du godt med, for det er dét Gunni begynder med at genfortælle:
“Det var et langt stykke at gå, før han kom til åen, og lille Claus var ikke så let at bære. Vejen gik lige tæt forbi kirken, orgelet spillede og folk sang så smukt derinde; så satte store Claus sin sæk med lille Claus i tæt ved kirkedøren, og tænkte, det kunne være ganske godt, at gå ind og høre en salme først, før han gik videre: Lille Claus kunne jo ikke slippe ud og alle folk var i kirken; så gik han derind.
“Ak ja! ak ja!” sukkede lille Claus inde i sækken; han vendte sig og vendte sig, men det var ham ikke muligt at få løst båndet op; i det samme kom der en gammel, gammel kvægdriver, med kridhvidt hår og en stor støttekæp i hånden; han drev en hel drift af køer og tyre foran sig, de løb på sækken, som lille Claus sad i, så den væltede.
“Ak ja!” sukkede lille Claus, “jeg er så ung og skal allerede til himmerig!”
“Og jeg stakkel!” sagde kvægdriveren, “er så gammel og kan ikke komme der endnu!”
“Luk op for sækken!” råbte lille Claus, “kryb i mit sted derind, så kommer du straks til himmerige!”
“Ja det vil jeg grumme gerne,” sagde kvægdriveren og løste op for lille Claus, der straks sprang ud.
“Vil du så passe kvæget,” sagde den gamle mand, og krøb nu ind i posen, som lille Claus bandt for, og gik så sin vej med alle køerne og tyrene.
Lidt efter kom store Claus ud af kirken, han tog sin sæk igen på nakken, syntes rigtignok at den var bleven så let, for den gamle kvægdriver var ikke mere end halv så tung, som lille Claus! “hvor han er blevet let at bære! ja det er nok fordi jeg har hørt en salme!” så gik han hen til åen, der var dyb og stor, kastede sækken med den gamle kvægdriver ud i vandet og råbte efter ham, for han troede jo, at det var lille Claus: “Se så! nu skal du ikke narre mig mere!”