Søndag d. 25. april 2021: Det er at være kristen

Tekster: Joh. 10,11-16 + Luk. 15,1-7

(Prædiken og bønner er inspireret af Martin Lönnebos bog, “Bibelens perler”, s. 105-106)

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« (Bibelselskabet, oversættelsen fra 1992)

Jeg synes det er passende at have fat i temaet hyrden og fåreflokken på en dag som i dag, hvor vi er samlet til søndagsgudstjeneste i kirken igen. Blive mindet om hvem der samler os, hvem det er vi skal følge – men også at det er noget vi gør sammen. Blive mindet om Jesus, der siger til os: Jeg er den gode hyrde, men også høre det billede han bruger om hyrden og fåreflokken.

Det jeg er lagt på sinde at dele med jer i dag er mere en refleksionsstund end en egentlig prædiken.

Jeg har bokset lidt med det – protesteret lidt til Gud … men der kom ikke andet at dele med jer. Så i tillid, så deler jeg det.

Om lidt skal vi høre endnu en tekst, men jeg vil indlede stunden med en bøn. Benyt den til at sætte dig godt tilrette og til at åbne dig for hvad Jesus har til dig.

Efter tekstlæsningen vil meget af det jeg siger være spørgsmål. Ikke spørgsmål, som du skal svare højt på her i salen, men spørgsmål du kan reflektere over – og til sidst lægge mærke til hvilket der står særligt tilbage for dig at tale med Gud om.

Herre Jesus, du er åben for os. Vi åbner os for dig.

Hjælp os at lære dig at kende. At få en dybere relation med dig.

At lære os selv bedre at kende som du ser os – og lære hinanden bedre at kende som fællesskab. Også som du ser os, Gud.

Ja, jeg er næsten fristen til at lære hinanden at kende igen – efter lange tider hvor vi har været sammen hver for sig.

Helligånd, du som gør levende, velsign også vores fællesskab.

Velsign den talende og den hørende.

Hjælp mig at lade det komme frisk fra hjertet med din hjælp.

Lad det også det der er fra dig gå til hjertet.

Amen!

Vi tager udgangspunkt i de to tekster – særligt i teksten, som jeg lige har læst. Prøv at være nærværende i den, når vi bruger det som indgang til refleksionen.

Vi er både det tabte og det genfundne får.

Kan du identificere dig med at være det tabte får. Fåret der er faret vild? Kan du mærke styrken fra hyrdens skuldre, når han bærer dig tilbage i sikkerhed.

Kan du hører glæden og begejstringen i hyrdens stemme, når han fortæller sin naboer og venner om dig? At du er fundet igen?

Og mærke glæden fra dem, når de er med at fejrer dig?

Erfarer du glæden ved at være ønsket og villet?

… Det er at være menneske, det er at være kristen.

Er din glæde større ved muligheden for og når mennesker genfindes eller genrejses, end din forargelse og selvretfærdighed, når du ser nogen være faret vild eller ligge ned?

Bliver du inspireret til at låne dine skuldre ud? At være et medmenneske, en der bærer med og glædes over de mennesker du møder på din vej?

… Det er at være kristen.

Er du så kristen, når du er alene? Når ingen ser dig. Når det kun er dig kan holde fast i troen.

Eller når du er den eneste der er det? Når du er sammen med andre – og andre ser dig?

Eller når du er sammen med andre, men føler at de ikke ser DIG?

Tør du lukke øjnene og lytte efter Jesu stemme, der siger dit navn og kalder på dig – være i ensomheden – og forhåbentlig opdage og erfare at du ikke er helt alene. Jesus er der sammen med dig. Hører du han taler til dig – når du med lukkede øjne holder alle distraktioner og stemninger ude. Eller i hvert fald forsøger.

Tør du åbne øjnene igen – se alle distraktionerne og menneskene – og finde igennem til dér, hvor du bliver kaldet hen! Finde steder og mennesker, hvor du er kaldet til at arbejde med.

Til at være øjne der ser … det er at være kristen.

Tør du bede Jesus vise dig hvad han ser? Det vi så let overser – eller prøver at undgå at se i alt sit ubehag?

Tør du se smerten hos barnet, der ensomt beder om at blive set – beder om nogen dog bare ville opdage at de bliver svigtet, er bange og har brug for hjælp?

Tør du se smerten hos dem, der flygter … se smerten hos dem der er i fangenskab … se smerten hos dem der sulter og tørster – hvad enten det er helt bogstavligt eller en sult og tørst, som slukkes med noget der er værre … ser du smerten hos dem der er syge – og tør du være der og have fællesskab med dem i deres omstændigheder?

Tør du være Jesu hænder og fødder – handle på det du ser?

… Det er at være kristen.

Og det er dér vi har brug for at være i efterfølgelsen – følge Jesus og genkende hans stemme.

Vandre gennem livet med åbne hænder. Leve i retfærdighed, kærlighed og barmhjertighed mod andre – vores næste – og alt levende på vores jord … ja, det er at være kristen.

Og kan du her leve i sandheden? Når du er nødt til at svare nej til nogen af de forudgående spørgsmål?

Kan du leve i sandheden og være sammen med sandheden? Se Se Jesus i øjnene og erkende at du ikke lever som du burde?

Det er også at være kristen.

Overgive dig til øjne, som ser tilbage på dig med grænseløs nåde? Leve i syndernes forladelse – og i den kraft Gud giver dig? Hverken mere eller mindre.

Det er at være kristen.

Kan du selv i nederlaget takke Gud? (Jeg har afholdt mig fra at bringe mig selv egne svar i spil. Det her er nok der hvor jeg har de sværest . Her er mit eget umiddelbare svar: Det kan jeg ikke, Gud … det er mere end svært. For jeg er så bange for nederlag.

Så ligesom de andre spørgsmål, så er dette lige så meget til mig selv: Kan du selv i nederlaget takke Gud? )

Kan du takke ham og takke for at Han er – og at du er?

Kan du leve med at være det skrøbelige skårede lerkar, hvor den værdifulde skat det bærer træder frem i sprækker og skår? Være som en skåret skål, der ofte vil blive kasseret, men bliver brugt alligevel?

Kan du leve med at du selv har brug for at blive båret på Hyrdens stærke skuldre – og alligevel kunne tilbyde dine skuldre til andre?

Leve i magtesløsheden og være stærk.

… Det er at være kristen.

Det er at være involveret i Guds livsforvandlende kærlighed til mennesker – og til dig.

Hvordan ser det ud i dag, i morgen og i den kommende uge.

Hvad stod særligt frem? Var der et nej, som du skal se på med Jesus?

Bønne er skrevet i jeg-form. Ikke for at jeg skal stå her og bede og have nok i mig selv, men for at du kan tage ordene og lade dem være din bøn.

Jeg er en vildfaren sjæl,

men jeg har en hyrde,

som søgende vandrer omkring

og Hans hjerte giver aldrig op.

Jeg overgiver mig i min Hyrdes omsorg, du min kære broder Jesus Kristus.

Der hvor du er i Din herliggjorte skikkelse, der er kirken;

at være Din discipel er at være kristen. Som genfunden vil jeg, i mit eget landskab, vandre i Dine fodspor.

Jeg vil lukke mine øjne og lytte til Din røst, og jeg vil åbne dem for at finde mit kald. Jeg vil ønske at jeg var et kapel til livets ære.

Den som ønsker at have omsorg for andre, behøver den selv. Det er det hellige kredsløb.

Hjælp mig at have omsorg for andre – og have omsorg for mig selv.

Herre hjælp hver enkelt af os at være involveret i din livsforvandlende kærlighed til mennesker – også os selv.

Amen

(Prædiken og bønner er inspireret af Martin Lönnebos bog, “Bibelens perler”, s. 105-106)